"Jamen, det er en helt utrolig..."

Hvor mange svar fra interviewofre på TV og i radio begynder med "Jamen, …"? 60%? 40%? 25%? I mit hoved er det nærmere 80%. Måske fordi jeg næsten forventer og i al fald registrerer alle "Jamen,…"-svarene og sikkert fortrænger de andre. For der er vel andre?
Hvorfor "jamen" er blevet den altdominerende sproglige startblok for mennesker, som får stukket en mikrofon under næsen, har jeg ingen forklaring på. Men et gæt kunne være, at de pågældende føler sig i forsvarsposition, når journalisten som en anden kriminaloverbetjent forlanger et svar, der gerne må ligne en tilstående. Et andet, at folk har behov for at træde vande, mens de overvejer, hvad det egentlig var, de ville sige. Og med tidens krav til tempo-tempo-tempo i de elektroniske medier er en tavs tænkepause på bare to sekunder helt håbløs. Hvorimod en tomgangslyd er helt i orden. Så når Michael Laudrup bliver spurgt hvilke spillere, der står på ønskelisten i hans klub; en skuespiller bliver bedt om forklare at de psykologiske dybder i hendes nye film; en lastbilchauffør udspørges om hviletidsbestemmelsernes betydning; en hårdt ramt aktionær om udsigterne for pensionen eller en charterturist om rejseforsikringen – jamen, så kommer det underlige ord næsten stensikkert som det første i svaret.

Inde i sætningen følger ikke sjældent et andet krykkeord: "Utrolig". Alt er åbenbart utroligt. Vejret, borgmesterens budgetforslag, målmandens redning, priserne i supermarkedet, statsministerfruens bedrifter på dansegulvet, Christianias beslutningsproces, Henrik Qvortrup, cyklisternes opførsel, bankernes gebyrer, politireformen. Om det er utrolig godt, dårligt, dyrt, billigt, langt, kort, imponerende, banalt, grænseoverskridende eller indviklet er ret ligegyldigt. For alle disse udmærkede tillægsord slides der stort set ikke på. Det vigtige er nemlig, at det er utroligt. Og det er det. Altid. Utroligt nok.

Det kunne være interessant at se og høre, hvad der ville ske, hvis vi en dag vågnede op og havde glemt både "jamen" og "utrolig". Nyhedsudsendelserne ville formentlig kunne afvikles på 3/4 af den nuværende tid, sportsudsendelserne ville blive til stumfilm og helt almindelige samtaler ville blive fyldt med l-a-a-a-a-n-g-e, søgende pauser. Altså lige indtil vi opfandt to nye ord, der havde tilpas lidt indhold til, at de kunne fungere som vores allesammens sproglige krykker.