"Jamen, det er en helt utrolig..."

Hvor mange svar fra interviewofre på TV og i radio begynder med "Jamen, …"? 60%? 40%? 25%? I mit hoved er det nærmere 80%. Måske fordi jeg næsten forventer og i al fald registrerer alle "Jamen,…"-svarene og sikkert fortrænger de andre. For der er vel andre?
Hvorfor "jamen" er blevet den altdominerende sproglige startblok for mennesker, som får stukket en mikrofon under næsen, har jeg ingen forklaring på. Men et gæt kunne være, at de pågældende føler sig i forsvarsposition, når journalisten som en anden kriminaloverbetjent forlanger et svar, der gerne må ligne en tilstående. Et andet, at folk har behov for at træde vande, mens de overvejer, hvad det egentlig var, de ville sige. Og med tidens krav til tempo-tempo-tempo i de elektroniske medier er en tavs tænkepause på bare to sekunder helt håbløs. Hvorimod en tomgangslyd er helt i orden. Så når Michael Laudrup bliver spurgt hvilke spillere, der står på ønskelisten i hans klub; en skuespiller bliver bedt om forklare at de psykologiske dybder i hendes nye film; en lastbilchauffør udspørges om hviletidsbestemmelsernes betydning; en hårdt ramt aktionær om udsigterne for pensionen eller en charterturist om rejseforsikringen – jamen, så kommer det underlige ord næsten stensikkert som det første i svaret.

Inde i sætningen følger ikke sjældent et andet krykkeord: "Utrolig". Alt er åbenbart utroligt. Vejret, borgmesterens budgetforslag, målmandens redning, priserne i supermarkedet, statsministerfruens bedrifter på dansegulvet, Christianias beslutningsproces, Henrik Qvortrup, cyklisternes opførsel, bankernes gebyrer, politireformen. Om det er utrolig godt, dårligt, dyrt, billigt, langt, kort, imponerende, banalt, grænseoverskridende eller indviklet er ret ligegyldigt. For alle disse udmærkede tillægsord slides der stort set ikke på. Det vigtige er nemlig, at det er utroligt. Og det er det. Altid. Utroligt nok.

Det kunne være interessant at se og høre, hvad der ville ske, hvis vi en dag vågnede op og havde glemt både "jamen" og "utrolig". Nyhedsudsendelserne ville formentlig kunne afvikles på 3/4 af den nuværende tid, sportsudsendelserne ville blive til stumfilm og helt almindelige samtaler ville blive fyldt med l-a-a-a-a-n-g-e, søgende pauser. Altså lige indtil vi opfandt to nye ord, der havde tilpas lidt indhold til, at de kunne fungere som vores allesammens sproglige krykker.

Krads tilbage!

For omkring tre uger siden skrev jeg mit i seneste blog-indlæg om finanskrisens ringe i vandet, der havde gjort mit arbejdsliv ubehageligt stille.
Men problemer er vel for f..... til for at blive løst, så i de efterfølgende dage arbejdede jeg med en idé til at vende krisen til en fordel. Den var egentlig ikke vanvittig vanskelig at finde, og den følgende weekend skrev jeg tekst til en helt ny version af indtilbenet.dk. Som blev lagt på nettet midt i ugen efter.
Konceptet for sitet er "Tænk krisen ind i din kommunikation", og efter at have sendt et par nye annoncer i kredsløb på Google AdWords kan jeg konstatere, at det ramte målgruppen. Der kommer til stadighed henvendelser fra nye kundeemner, som for nogles vedkommende også er blevet til kunder.
Moralen? Jeg kan se to-tre forskellige. Den første kunne være, at "intet er så galt, at det ikke er godt for et eller andet". Den anden, at "man skal rejse sig ved det træ, man lige er blevet rystet ned fra". Og den tredie? "Krads tilbage!"
- Hermed fik du så også forklaringen på min lange radiotavshed, som altså skyldes fornyet, debiterbar travlhed ved tastaturet.

Så længe jeg kan skrive, er jeg i live

Bare for at være lidt arrogant-overskudsagtig havde jeg mest lyst til at lade overskriften være "Crisis? What Crisis?", titlen på Supertramps superalbum fra 1975. Men dels slider den internationale presse hårdt på udtrykket i disse dage, dels har de seneste uger, mere præcis siden slutningen af august, i den grad lugtet af krise ovre i mit hjørne af kommunikationsbranchen. Telefonen er blevet koldere og koldere, antallet af mails i indbakken kan uden problemer smutte i en barnestørrelse og harddiskens mappe med jobrettelser har en stabil, men rekordlav hvilepuls. Tilsammen udløser det, underligt nok, en ubehagelig stank...
Så en hel del peger på, at direktøren for DRRB får ret, når han i dag udtaler, at "Resten af 2008 kan blive lidt svært. 2009 kan man vel betegne som et rædeslsår, vi bare skal igennem." Også selv om hans formand forsøger at nedtone pessimismen ved bla. at sige: "Der er ingen grund til at male fanden på væggen endnu. Der er nok tale om, at det bliver nogle bestemte kundetyper og brancher, der bliver ramt."

Sandsynligvis, Mr. Chairman. Og så 'nogle bestemte mennesker i branchen'. Bl.a. – og sikkert især – freelancerne. Som jeg har den udelte glæde at være en af. For når diverse reklamebureauer allerede i september tager hul på fyringssæsonen, plejer det næste skridt at være, at man forsøger at fylde de tilbageværende medarbejderes kapacitet op ved at skære på køb udefra. Rimeligt nok, for hvorfor kaste kroner efter tilsyneladende ikke-eksisterende marginaler? Shareholder´s value, du ved.

Men hvad stiller de (vi!) yderste på pinden så op? I første omgang handler det nok mest om at undgå et falde i pengeinstitutternes, aktieinvestorernes og mediernes hysteri-grøft, som de så omhyggeligt og flittigt har gravet dybere og dybere i uge 40 og 41. Altså koncentrere sig om første del af formandens udtalelse. Og hvis stilheden fortsætter med den rædselsfulde rungen, som direktøren forudser, må vi finde supplerende områder og andre måder at arbejde på.
Selv oprettede jeg for eksempel denne blog, da jeg begyndte at mærke den mindre aktivitet. Næeh nej, man tjener hverken til husleje, pensionsindskud eller iskolde fadøl ved at blogge, men man får mulighed for at sprælle lidt mere i nettet, end de fleste job giver. Og det er bestemt en hel del værd. Jeg er også begyndt at skrive artikler og debatindlæg på lidt mere organiseret plan. Det er både sjovt og givende, bla. fordi det er en helt anden disciplin end at skrive kommercielt. Ganske vist er betalingen mere beskeden, men med en lettere omskrivning af den klassiske Crazy Daisy-linje ser jeg sådan på det, at så længe jeg kan skrive, er jeg i live.

Komma tid, komma råd

For mig var kommaer et af barndommens helt store mysterier. Jeg lærte ret tidligt at smålæse ved hjælp af familiens morgenavis, men har ingen erindring om, at jeg overhovedet lagde mærke til kommaerne. De dukkede først op i synsfeltet, da jeg kom i skole, og jeg husker tydeligt, at jeg ikke forstod en rygende paptallerken af, hvordan de der små underlige fiskekroge kom i spil. Eller hvad de gjorde godt for. En behjertet dansklærer og min altid ihærdige mor ydede begge en stor indsats for at få mig til at se formålet og logikken, og pludselig en dag - PLIIINGG!! - var den der.

Siden har jeg ikke spekuleret synderligt over kommaer eller tegnsætning i det hele taget, bare kastet småtteriet ned på papiret sådan pr. intuition. Alligevel har jeg selvfølgelig bemærket, hvordan diverse komma-korsfarere med næsten faste årsintervaller er kommet buldrende med deres religiøse påbud om, at nu skulle der sættes kommaer på en anden, langt lettere og uhyre meget mere logisk facon. Selv om disse indslag på sin vis har været OK underholdende og ganske givet grundigt gennemtænkte, har de naturligvis ikke flyttet et komma.
- Undskyld. Pausekommaer er der formentlig mindre end to håndfulde penneførere, der stadig stædigt bruger, og Det nye Komma er efterhånden blevet så gammelt uden at slå igennem, at det med stor sandsynlighed er glemt, før Kronprins Frederik når sin slutstilling. Så kommasituationen i dag er ret præcis den samme, som den altid har været: enten forsøger folk at sætte grammatiske kommaer med kryds og bolle, grundled, udsagnsled, genstandsled osv., eller også drypper de dem mere eller mindre tilfældigt ned mellem ordene, fordi der ligesom er behov for en opdeling.

Jeg er principielt af den opfattelse, at regler er et gode - så længe de ikke bliver taget alt for pokkers alvorligt. Sådan har jeg det også med kommaer. Det er helt fint, at folk følger nogenlunde ens regler, fordi det så bliver nemmere at læse en tekst. På den anden side ligger levende teksters puls ofte i, at ophavskvinden m/k bevidst giver reglerne fingeren og bruger tegnene til at sætte gang i eller bremse eller parkere et sprogligt forløb. Jeg plejer at sige til mennesker, der ikke føler sig på helt fast tegnsætningsgrund og derfor måske kvier sig ved at skrive, at de bare skal grifle/taste løs, og at de, hvis de er i tvivl om et komma eller 23, skal læse sætningen eller afsnittet højt. Så kan de næsten altid selv høre, om musikken spiller. Dette cowboytrick har reddet ikke så få mennesker i min omgangskreds fra en skæbne som skrivestumme.

Men inden længe passerer mit råd sikkert sidste dalgsdato. Sammen med et privat firma arbejder Center for Sprogteknologi – jo, sådan et har vi da heldigvis og gudskelov også! ...hvad skulle vi stille op uden? – efter sigende på at færdiggøre et computerprogram, der automatisk sætter kommaer i danske tekster. Programmet skulle både blive billigt og nemt at bruge, lidt som almindelig stavekontrol. Det lyder rigtig godt! For det første fordi det utvivlsomt vil få mange flere til at skrive. Og for det andet fordi man kan slå det fra.

Død over tilbudsaviserne!

Gud skabte Jorden på seks dage. Den syvende holdt han fri. Det var der, Fanden skabte tilbudsavisen. Måske holder den påstand ikke Gammeltestamentligt vand, men hvad så? Tilbudsaviser ER noget, Fanden har skabt. Helvedes irriterende, for nu at være geografisk konsekvent. OG forurenende. OG ildelugtende. OG totalt uden idé. Udgiverne forsøger ikke engang at fortælle en historie, som måske kunne gøre dem og deres tryksager blot marginalt interessante. Billederne er dårligt fotograferede, teksterne skrevet under indtagelse af et eller flere bevidsthedslammende stoffer, DTP-arbejdet lavet med en skovl, trykkvaliteten lousy, papiret endnu værre. Kun layoutet kan ikke kritiseres. For hvordan kritisere noget, som ikke eksisterer?
Og for at toppe elendighen kan vi nærmest ikke slippe for at modtage lortet. Selv ikke hvis vi først har hentet et officielt "Ingen reklamer tak" på det lokale postkontor og derefter omhyggeligt klistret det glade budskab på den private postkasse eller hoveddør.

Jeg har en teori om, at omdelere af tilbudsaviser ansættes efter deres læsefærdigheder. Hvis de har nogen, får de ikke jobbet. Så selvfølgelig kan de ikke afkode de 16 bogstaver på selvklæberen, men høvler gladeligt ugens to-tre kilo tilbud ind gennem den dertil indrettede sprække. Eller dropper dem bare foran. Klæbere eller ej. Hvorefter jeg og mine lidelsesfæller tvinges til at slæbe braset ned i den nærmeste papircontainer. Gratis.
På et tidspunkt sendte jeg en mail til et af de store distributionsfirmaer. I mailen lovede jeg højt og helligt at kontakte samtlige annoncører bag de uvelkomne aviser med et løfte om total-boycut af deres varer, forretninger, søster- og datterselskaber, leverandører, hjemmesider etc., hvis håndlangerfirmaet ikke ville respektere mit nej tak. Det virkede sgu´. I ca. tre uger. Så sendte jeg en enkelt boycut-mail med kopi til distributionsfirmaet. Dét hjalp!! Men hvorfor Fanden (der var han igen) skal man helt der ud for at blive hørt?

Ser jeg et øjeblik bort fra min aversion – eller er det en fobi? – kunne det måske være interessant finde ud af, hvordan tilbudsaviserne virker. Altså om de flytter noget – indtjening, kunder, loyalitet? For varer og omsætning flytter de vel? Et af Danmarks førende tilbudsavis-bureauer har sammen med Gallup udviklet en målemetode, som ganske passende har fået navnet PostkasseMeter. De første resultater fortæller, at 60-70% af modtagerne rent faktisk "læser" tilbudsaviserne – og værdsætter dem(!) Samtidig kan 15-17% af forbrugerne flyttes af tilbud i aviserne. Om de flytbare så køber andet end lige præcis tilbudsvarerne, fortoner sig i det uvisse, og om de kommer tilbage til supermarkedet i næste uge, hvor der ikke er cola eller kaffe, men toiletpapir og osterejer på tilbud, fremgår heller ikke. Så én ting synes sikker: tilbudsaviser kan flytte tilbudsvarer og dermed lav-fortjeneste omsætning. Hvor meget det så batter på den enkelte forretnings og kædes indtjening, får vi nok aldrig at vide.

Om jeg ikke selv køber varer på tilbud? Selvfølgelig! Tænder computeren og tjekker priserne på de ting, der står på indkøbs- og/eller ønskesedlen. Det er hurtigt, giver et godt overblik over nærområdets muligheder, gør det nemt at sammenligne priser og produkter – og jeg skal hverken bære de brugte informationer ned til genbrug eller finde mig i forureningen. Og skulle flere kæder følge Irma (der, når sandheden nu skal frem, faktisk udgiver den mindst ringe tilbudsavis i Danmark) i planerne om at droppe de trykte tilbud og gå 100% digitalt, vil vi alle sammen måske endda også kunne slippe for henkastede bunker tilbudsaviser i opgange, på fortorve, gader og stræder.
Så tillad mig en let omskrivning af en gammel nabofornærmelse: Hold Danmark rent. Følg tilbudsavisen til graven.

Stauning er magt

Ifølge folk med forstand på de dele staver danske skoleelever dårligere og dårligere. Flere og flere børn og unge gider ikke det fis med at lære noget eksakt og korrekt, og mange lærere lader dem tilsyneladende give stavningen fingeren. Men selvfølgelig er den dårlige stavning et problem. Især for de stavesvage, der fratager sig selv en væsentlig kommunikationsmulighed: at skrive, så andre forstår det. Med en smule kynisme kan man imidlertid også betragte de manglende færdigheder som en fordel. Altså for de færre og færre, der staver rimeligt. De får langt bedre betingelser for at komme til orde og trænge igennem, og hvis udviklingen fortsætter som nu, vil langt hovedparten af al skriftlig kommunikation om ikke specielt mange år komme fra ganske få procent af befolkningen. Derfor vil staverne naturligvis også få større indflydelse end de mange, der springer op og falder ned på kendskabet til at sætte bogstaver og ord sammen. Og hvem kommer så til at køre med klatten?

- Jamen, det er da vildt udemokratisk!!, sidder du måske og tænker. Ja! Og? Selv i demokratiets hellige navn kan man vel dårligt forbyde skriftlig kommunikation, fordi nogen ikke gider lære at stave og skrive?
Men et demokratisk underskud er vel principielt aldrig godt. Så hvad bør vi gøre for at fjerne dette? Efter min mening ikke noget som helst! Jeg forstår bedre end godt de lærere, som ikke orker at bruge krudt på elever, der møder frem uden så meget som to gram interesse og motivation. Hvis jeg – gud forbyde det – var lærer, ville jeg da også lade de unger være i fred! I løbet af 12-15 år skal de såmænd nok finde ud af, at ugideligheden var snotdum. Og erkendelse er altid en god ting. Hvordan de så klarer sig? De må betale sig fra det. Simpelthen hyre en skriftkyndig til at sætte de nødvendige breve og skrivelser sammen på deres vegne. Det gjorde man i fortiden, så hvorfor ikke også i fremtiden? Og når det kommer til stykket, gør vi det jo allerede alle sammen, når vi går til en advokat.

For min skyld må børn, forældre og lærere gøre præcis, som de har lyst til. Herunder droppe stavning og evnen til at skrive. Det passer jo ganske godt til det af tidens mantraer, som siger, at magt er urent. Og netop magt er de ikke-stavende ret sikre på ikke at komme i nærheden af.

Pressens selvforståelse

Efter fodboldlandsholdets ikke ret uheldige 3-2 sejr over Portugal i går havde de danske spillere besluttet at give sig selv mundkurv på i forhold til diverse mediers midlertidigt udsendte Lissabon-korrespondenter. Hvor længe den afbrudte talestrøm kommer til at vare, vides pt. ikke, men hvis du spørger mig, er det også henrivende ligegyldigt. For hvor vildt spændende er det at høre eller læse, hvad en flok udmattede fodboldspillere vælger at svare på en endnu større flok journalisternes sædvanligvis yderst intelligente spørgsmål? - Det er jo næppe helt tilfældigt, at de pågældende spillere har valgt at satse på en uddannelse i fodbold fremfor f.eks. i retorik, vel?
Hvad der derimod er nok så spændende, er mediernes reaktioner på tavsheden. Allerede umiddelbart efter kampen kunne man på TV opleve forargede fordømmelser fra pressefolk, som – tilsyneladende dybt seriøst – mente, at de og den øvrige presse 'repræsenterer befolkningen' og derfor har krav på, at spillerne stiller op til interviews.

Det er præcis her, tingene begynder at blive interessante. For hvem er det nu lige, pressen repræsenterer? For langt de fleste journalisters vedkommende repræsenterer de først og fremmest sig selv, dvs. deres eget brand. Karrieren skal jo plejes, bankrådgiveren holdes glad. Og med undtagelse af den gennem tvangs-licens finansierede mediemastodont DR repræsenterer pressen som sådan sgu´ da iskolde økonomiske interesser, nemlig forskellige grupper af aktionærer.

Det er der absolut intet forkert i, men hvorfor vil journalisterne ikke se det i øjnene? Hvorfor gemmer de sig bag fine ord som 'befolkningen' og 'offentligheden', når de på den ene side har valgt et erhverv, hvor personlig eksponering helt åbenlyst er en afgørende kvalitet, og på den anden side er hyret for at sælge deres arbejdsgiveres aviser, skaffe høje seertal (til bygerne af reklameblokke) henholdsvis få flest mulige læsere ind på de respektive web-sider (med de mange bannerreklamer)?
Nej, nej og tre gange nej! … Jeg kritiserer på ingen måde, at nogle journalister har et stort ego og elsker at være synlige. Heller ikke, at medierne tjener penge. Men jeg kritiserer pressens selvforståelse. For uanset hvor grundigt jeg kigger efter, kan jeg kun få øje på det ophøjede og uegennyttige i dens teoretiske rolle. Ikke i dens måde at agere på. Og som nævnt kan jeg end ikke skimte, at den skulle 'repræsentere befolkningen'.

Kvæler bloggene sig selv?

Blogs er den største demokratisering af ytringsfriheden, verden har oplevet. Jeg vil vove den påstand, at ikke engang good old Gutenberg betød så meget. Men blog-eksplosionen er også så ustyrlig, at successen virker helt uoverskuelig at finde rundt i. For eksempel er det kropumuligt at skelne skidt fra kanel, før man kommer ind på den enkelte blog. Den total-demokratiske kommunikationsform mangler i den grad en struktur, som gør det muligt for såvel bloggere som læsere at navigere bare forholdsvis præcis derhen, hvor indlæggenes emner og, ikke mindst, kvalitetsniveau svarer til ens interesser, ønsker og forventninger.

En af bloggenes helt store styrker er friheden for censur og storebror-redigering. Dermed kan ALLE komme til orde, og alle emner og ærinder er lige gode. Eller dårlige. Det er sgu´ da demokrati, der vil noget! Desværre er den anarkistiske frihed også bloggenes store problem, for hold da kæft hvor er der mange skribenter, som enten ikke er i stand til at udtrykke sig forståeligt eller ikke kan finde ud af at slå stavekontrollen til! For slet ikke at tale om blog-universets ufatteligt mange ekstremister og endnu flere obskure holdninger. I mine øjne er det allerværste dog de indlæg og kommentarer, der stinker langt væk af narcissisme og/eller ekshibitionisme, hvor indholdet er totalt underordnet i forhold til en selvfed nydelse ved at blive set. Det svarer alt for meget til at fise rundt og fylde byen med tags. Og hvem er de lige til glæde for, altså bortset fra de kvarthjerner, der vælter dem ud over bygninger, biler, busser, tog, togsæder osv.?

Jeg så meget gerne, at kvalitets-bloggene blev samlet et par steder eller tre på nettet. Jeg tør næsten ikke skrive det, men jeg ville faktisk være parat til at betale for at få adgang! Og jeg føler mig ret sikker på, at seriøse blog-indehavere ville betale for at få plads – de kunne jo f.eks. slippe en eller anden procent af deres annonceindtægter. Men det er naturligvis aldeles udemokratisk og kommercielt og alt muligt andet grimt. Til gengæld tror jeg, det er nødvendigt. Ellers er risikoen for et ufrivilligt blog-selvmord overhængende.

"Vi får se, hvordan det går..."

Jeg er en af DR2-nyhedsudsendelsen Deadlines gode og temmelig trofaste kunder. I løbet af en uges tid får jeg vel set aftenudgaven af programmet tre-fire gange, og da jeg ikke hører til planetens mest regelmæssige beboere, må det siges at være ganske pænt. For mig.
Der er to væsentlige årsager til min Deadline-sening. For det første ligger udsendelsen godt placeret i forhold til, hvad jeg ellers foretager mig i løbet af et gennemsnitsdøgn. For det andet irriterer indholdet mig jævnligt. Hvilket både er godt og skidt, for selv om det på den ene side kan få mig til at småbande og ryste på hovedet, får det mig på den anden side også til at være ekstra opmærksom. Og fanden skulle da stå i at bruge tid på noget, muligvis minus søvn, hvis man ikke var opmærksom!

Den opmærksomhedsskabende irritation kan dog antage mere hidsige former i løbet af en aften-Deadline. Det sker typisk, når værterne dykker ned i posen med standardreplikker. Eksemplerne er talrige, men blandt mine favoritaversioner føler jeg trang til at nævne ”Tak for din analyse” og ”Vi får se, hvordan det går...”
Det første lommeuldsudtryk benyttes, når samtalen med en gæst er forbi. Og er tydeligt et forsøg på at kvalificere den pågældendes udsagn – ja, hele personen, inklusiv uddannelse, karriere og faglige status. Anvendelsen af det helt igennem opblæste udtryk – der såmænd blot erstatter de mere dødelige nyhedsudsendelsers ”Tak, fordi du ville være med” eller ”Tak for din tid” – er samtidig redaktionens skulderklap til egne fortræffeligheder og en positionering af programmets høje intellektuelle niveau. I Deadline nedværdiger man sig ikke til at spørge, hvad folk mener eller kan fortælle om dette eller hint. Nej, man beder om deres ”analyse” af en ”problemstilling”!

Som nævnt er min anden Deadline-hadesætning ”Vi får se, hvordan det går...” Den adskiller sig markant fra ”Tak for din analyse” ved i næsten alle tilfælde at være 100% korrekt og ikke-værdiladet. For hvis noget er (forholdsvis) sikkert, er det vel, at vi finder ud af, hvad der ligger ude på fremtidens lager. Til gengæld er ”Vi får se, hvordan det går...” rendyrket hundesvømning for åben skærm. Sætningen har udelukkende til formål at holde situationen flydende, indtil det næste indslag kommer i gang. Og den kunne principielt erstattes af en hvilken som helst andet bevidstløshed. ”Klokken er nu 22:48” eller ”Det var så det...” eller ”Nå, vi må også videre” for blot at nævne et par lige så uangribelige og relevante sætninger. Man kunne også - uden at gå på kompromis med det mur- og nagelfast korrekte og ufarvede indhold - tilføre hundesvømningen en vis faktuel information, hvilket mange af Deadlines videnshungrende seere utvivlsomt ville være glade for. For eksempel ”I 2009 er det Påskesøndag den 12. april.” eller ”Den danske udgave af Roy Jenkins´ biografi om Winston Churchill er på 1.024 sider.” eller hvad med "Tidligere statsminister Anker Jørgensen var medlem af Københavns Borgerrepræsentation fra 1961 til 1964."?
Jeg tror nu ikke meget på, det sker. Selv om man selvfølgelig aldrig skal sige aldrig. …Vi får se, hvordan det går.

Gratis ord på nettet

Det er ikke første og garanteret heller ikke sidste gang, jeg brokker mig over den konstant voksende mængde elendige tekster, breve, artikler og andre skriverier. Det irriterer mig grusomt at læse dårligt skrevne, ofte nærmest uforståelige forsøg på at kommunikere med mig og alle andre. De fleste gange står jeg helt af, men af og til risikerer man jo at komme i klemme, hvis man skrotter skidtet. Især hvis afsenderen er en offentlig instans. Så det er svært helt at undgå elendigheden.

Du kender helt sikkert de situationer, hvor det er nødvendigt at gætte sig frem til meningen i en tekst, fordi et eller flere ord ganske enkelt ikke passer i sammenhængen. Mange gange er der tale om noget så banalt som slå- eller stavefejl, der kunne have været undgået ved at bruge stavekontrol. Det kan også være misforståede betydninger af ord, og her ville noget så simpelt som en ordbog have gjort underværker. Men hvem har lige en ordbog ved hånden? Ja, hvem har overhovedet en ordbog? Og hvis der nu, rent undtagelsesvis og mirakuløst, skulle være en ordbog til stede, hvem gider så slå op i den? Det er sgu´ da for besværligt og gammeldags at sidde og fumle med en bog, der desuden koster det hvide ud af et eller andet.

Og det gør den så faktisk ikke. På nettet findes et hav af gratis ordbøger, og har man behovet også oceaner af betalingsordbøger. Men lad os holde os til de gratis glæder. Foruden en bestand af trykte ordbøger, som i skrivende stund løber op i 19 stykker, har jeg lige for tiden bookmarket fire gratis special-ordlister og
-ordbøger. Hertil kommer paraply-adressen www.gratisordbog.dk
På den findes der links til 17 ordbøger, f.eks. Fremmedordbogen, Retskrivningsordbogen, en række engelske ordbøger samt et par tyske, spanske og franske. Samtidig er der fem links til leksikaer eller leksikonlignende værker, herunder Encyclopaedia Britannica og Leksikon.org

Det er nemmere end enkelt at bruge ordbøgerne på nettet. Det er også hurtigt. Og vælger man de rigtige, koster det ikke en klejne. Hvorfor flere ikke benytter sig af dem, fatter jeg ikke. Man løber jo kun én risiko: at folk forstår, hvad man skriver.