Så længe jeg kan skrive, er jeg i live

Bare for at være lidt arrogant-overskudsagtig havde jeg mest lyst til at lade overskriften være "Crisis? What Crisis?", titlen på Supertramps superalbum fra 1975. Men dels slider den internationale presse hårdt på udtrykket i disse dage, dels har de seneste uger, mere præcis siden slutningen af august, i den grad lugtet af krise ovre i mit hjørne af kommunikationsbranchen. Telefonen er blevet koldere og koldere, antallet af mails i indbakken kan uden problemer smutte i en barnestørrelse og harddiskens mappe med jobrettelser har en stabil, men rekordlav hvilepuls. Tilsammen udløser det, underligt nok, en ubehagelig stank...
Så en hel del peger på, at direktøren for DRRB får ret, når han i dag udtaler, at "Resten af 2008 kan blive lidt svært. 2009 kan man vel betegne som et rædeslsår, vi bare skal igennem." Også selv om hans formand forsøger at nedtone pessimismen ved bla. at sige: "Der er ingen grund til at male fanden på væggen endnu. Der er nok tale om, at det bliver nogle bestemte kundetyper og brancher, der bliver ramt."

Sandsynligvis, Mr. Chairman. Og så 'nogle bestemte mennesker i branchen'. Bl.a. – og sikkert især – freelancerne. Som jeg har den udelte glæde at være en af. For når diverse reklamebureauer allerede i september tager hul på fyringssæsonen, plejer det næste skridt at være, at man forsøger at fylde de tilbageværende medarbejderes kapacitet op ved at skære på køb udefra. Rimeligt nok, for hvorfor kaste kroner efter tilsyneladende ikke-eksisterende marginaler? Shareholder´s value, du ved.

Men hvad stiller de (vi!) yderste på pinden så op? I første omgang handler det nok mest om at undgå et falde i pengeinstitutternes, aktieinvestorernes og mediernes hysteri-grøft, som de så omhyggeligt og flittigt har gravet dybere og dybere i uge 40 og 41. Altså koncentrere sig om første del af formandens udtalelse. Og hvis stilheden fortsætter med den rædselsfulde rungen, som direktøren forudser, må vi finde supplerende områder og andre måder at arbejde på.
Selv oprettede jeg for eksempel denne blog, da jeg begyndte at mærke den mindre aktivitet. Næeh nej, man tjener hverken til husleje, pensionsindskud eller iskolde fadøl ved at blogge, men man får mulighed for at sprælle lidt mere i nettet, end de fleste job giver. Og det er bestemt en hel del værd. Jeg er også begyndt at skrive artikler og debatindlæg på lidt mere organiseret plan. Det er både sjovt og givende, bla. fordi det er en helt anden disciplin end at skrive kommercielt. Ganske vist er betalingen mere beskeden, men med en lettere omskrivning af den klassiske Crazy Daisy-linje ser jeg sådan på det, at så længe jeg kan skrive, er jeg i live.

Komma tid, komma råd

For mig var kommaer et af barndommens helt store mysterier. Jeg lærte ret tidligt at smålæse ved hjælp af familiens morgenavis, men har ingen erindring om, at jeg overhovedet lagde mærke til kommaerne. De dukkede først op i synsfeltet, da jeg kom i skole, og jeg husker tydeligt, at jeg ikke forstod en rygende paptallerken af, hvordan de der små underlige fiskekroge kom i spil. Eller hvad de gjorde godt for. En behjertet dansklærer og min altid ihærdige mor ydede begge en stor indsats for at få mig til at se formålet og logikken, og pludselig en dag - PLIIINGG!! - var den der.

Siden har jeg ikke spekuleret synderligt over kommaer eller tegnsætning i det hele taget, bare kastet småtteriet ned på papiret sådan pr. intuition. Alligevel har jeg selvfølgelig bemærket, hvordan diverse komma-korsfarere med næsten faste årsintervaller er kommet buldrende med deres religiøse påbud om, at nu skulle der sættes kommaer på en anden, langt lettere og uhyre meget mere logisk facon. Selv om disse indslag på sin vis har været OK underholdende og ganske givet grundigt gennemtænkte, har de naturligvis ikke flyttet et komma.
- Undskyld. Pausekommaer er der formentlig mindre end to håndfulde penneførere, der stadig stædigt bruger, og Det nye Komma er efterhånden blevet så gammelt uden at slå igennem, at det med stor sandsynlighed er glemt, før Kronprins Frederik når sin slutstilling. Så kommasituationen i dag er ret præcis den samme, som den altid har været: enten forsøger folk at sætte grammatiske kommaer med kryds og bolle, grundled, udsagnsled, genstandsled osv., eller også drypper de dem mere eller mindre tilfældigt ned mellem ordene, fordi der ligesom er behov for en opdeling.

Jeg er principielt af den opfattelse, at regler er et gode - så længe de ikke bliver taget alt for pokkers alvorligt. Sådan har jeg det også med kommaer. Det er helt fint, at folk følger nogenlunde ens regler, fordi det så bliver nemmere at læse en tekst. På den anden side ligger levende teksters puls ofte i, at ophavskvinden m/k bevidst giver reglerne fingeren og bruger tegnene til at sætte gang i eller bremse eller parkere et sprogligt forløb. Jeg plejer at sige til mennesker, der ikke føler sig på helt fast tegnsætningsgrund og derfor måske kvier sig ved at skrive, at de bare skal grifle/taste løs, og at de, hvis de er i tvivl om et komma eller 23, skal læse sætningen eller afsnittet højt. Så kan de næsten altid selv høre, om musikken spiller. Dette cowboytrick har reddet ikke så få mennesker i min omgangskreds fra en skæbne som skrivestumme.

Men inden længe passerer mit råd sikkert sidste dalgsdato. Sammen med et privat firma arbejder Center for Sprogteknologi – jo, sådan et har vi da heldigvis og gudskelov også! ...hvad skulle vi stille op uden? – efter sigende på at færdiggøre et computerprogram, der automatisk sætter kommaer i danske tekster. Programmet skulle både blive billigt og nemt at bruge, lidt som almindelig stavekontrol. Det lyder rigtig godt! For det første fordi det utvivlsomt vil få mange flere til at skrive. Og for det andet fordi man kan slå det fra.

Død over tilbudsaviserne!

Gud skabte Jorden på seks dage. Den syvende holdt han fri. Det var der, Fanden skabte tilbudsavisen. Måske holder den påstand ikke Gammeltestamentligt vand, men hvad så? Tilbudsaviser ER noget, Fanden har skabt. Helvedes irriterende, for nu at være geografisk konsekvent. OG forurenende. OG ildelugtende. OG totalt uden idé. Udgiverne forsøger ikke engang at fortælle en historie, som måske kunne gøre dem og deres tryksager blot marginalt interessante. Billederne er dårligt fotograferede, teksterne skrevet under indtagelse af et eller flere bevidsthedslammende stoffer, DTP-arbejdet lavet med en skovl, trykkvaliteten lousy, papiret endnu værre. Kun layoutet kan ikke kritiseres. For hvordan kritisere noget, som ikke eksisterer?
Og for at toppe elendighen kan vi nærmest ikke slippe for at modtage lortet. Selv ikke hvis vi først har hentet et officielt "Ingen reklamer tak" på det lokale postkontor og derefter omhyggeligt klistret det glade budskab på den private postkasse eller hoveddør.

Jeg har en teori om, at omdelere af tilbudsaviser ansættes efter deres læsefærdigheder. Hvis de har nogen, får de ikke jobbet. Så selvfølgelig kan de ikke afkode de 16 bogstaver på selvklæberen, men høvler gladeligt ugens to-tre kilo tilbud ind gennem den dertil indrettede sprække. Eller dropper dem bare foran. Klæbere eller ej. Hvorefter jeg og mine lidelsesfæller tvinges til at slæbe braset ned i den nærmeste papircontainer. Gratis.
På et tidspunkt sendte jeg en mail til et af de store distributionsfirmaer. I mailen lovede jeg højt og helligt at kontakte samtlige annoncører bag de uvelkomne aviser med et løfte om total-boycut af deres varer, forretninger, søster- og datterselskaber, leverandører, hjemmesider etc., hvis håndlangerfirmaet ikke ville respektere mit nej tak. Det virkede sgu´. I ca. tre uger. Så sendte jeg en enkelt boycut-mail med kopi til distributionsfirmaet. Dét hjalp!! Men hvorfor Fanden (der var han igen) skal man helt der ud for at blive hørt?

Ser jeg et øjeblik bort fra min aversion – eller er det en fobi? – kunne det måske være interessant finde ud af, hvordan tilbudsaviserne virker. Altså om de flytter noget – indtjening, kunder, loyalitet? For varer og omsætning flytter de vel? Et af Danmarks førende tilbudsavis-bureauer har sammen med Gallup udviklet en målemetode, som ganske passende har fået navnet PostkasseMeter. De første resultater fortæller, at 60-70% af modtagerne rent faktisk "læser" tilbudsaviserne – og værdsætter dem(!) Samtidig kan 15-17% af forbrugerne flyttes af tilbud i aviserne. Om de flytbare så køber andet end lige præcis tilbudsvarerne, fortoner sig i det uvisse, og om de kommer tilbage til supermarkedet i næste uge, hvor der ikke er cola eller kaffe, men toiletpapir og osterejer på tilbud, fremgår heller ikke. Så én ting synes sikker: tilbudsaviser kan flytte tilbudsvarer og dermed lav-fortjeneste omsætning. Hvor meget det så batter på den enkelte forretnings og kædes indtjening, får vi nok aldrig at vide.

Om jeg ikke selv køber varer på tilbud? Selvfølgelig! Tænder computeren og tjekker priserne på de ting, der står på indkøbs- og/eller ønskesedlen. Det er hurtigt, giver et godt overblik over nærområdets muligheder, gør det nemt at sammenligne priser og produkter – og jeg skal hverken bære de brugte informationer ned til genbrug eller finde mig i forureningen. Og skulle flere kæder følge Irma (der, når sandheden nu skal frem, faktisk udgiver den mindst ringe tilbudsavis i Danmark) i planerne om at droppe de trykte tilbud og gå 100% digitalt, vil vi alle sammen måske endda også kunne slippe for henkastede bunker tilbudsaviser i opgange, på fortorve, gader og stræder.
Så tillad mig en let omskrivning af en gammel nabofornærmelse: Hold Danmark rent. Følg tilbudsavisen til graven.