Stauning er magt

Ifølge folk med forstand på de dele staver danske skoleelever dårligere og dårligere. Flere og flere børn og unge gider ikke det fis med at lære noget eksakt og korrekt, og mange lærere lader dem tilsyneladende give stavningen fingeren. Men selvfølgelig er den dårlige stavning et problem. Især for de stavesvage, der fratager sig selv en væsentlig kommunikationsmulighed: at skrive, så andre forstår det. Med en smule kynisme kan man imidlertid også betragte de manglende færdigheder som en fordel. Altså for de færre og færre, der staver rimeligt. De får langt bedre betingelser for at komme til orde og trænge igennem, og hvis udviklingen fortsætter som nu, vil langt hovedparten af al skriftlig kommunikation om ikke specielt mange år komme fra ganske få procent af befolkningen. Derfor vil staverne naturligvis også få større indflydelse end de mange, der springer op og falder ned på kendskabet til at sætte bogstaver og ord sammen. Og hvem kommer så til at køre med klatten?

- Jamen, det er da vildt udemokratisk!!, sidder du måske og tænker. Ja! Og? Selv i demokratiets hellige navn kan man vel dårligt forbyde skriftlig kommunikation, fordi nogen ikke gider lære at stave og skrive?
Men et demokratisk underskud er vel principielt aldrig godt. Så hvad bør vi gøre for at fjerne dette? Efter min mening ikke noget som helst! Jeg forstår bedre end godt de lærere, som ikke orker at bruge krudt på elever, der møder frem uden så meget som to gram interesse og motivation. Hvis jeg – gud forbyde det – var lærer, ville jeg da også lade de unger være i fred! I løbet af 12-15 år skal de såmænd nok finde ud af, at ugideligheden var snotdum. Og erkendelse er altid en god ting. Hvordan de så klarer sig? De må betale sig fra det. Simpelthen hyre en skriftkyndig til at sætte de nødvendige breve og skrivelser sammen på deres vegne. Det gjorde man i fortiden, så hvorfor ikke også i fremtiden? Og når det kommer til stykket, gør vi det jo allerede alle sammen, når vi går til en advokat.

For min skyld må børn, forældre og lærere gøre præcis, som de har lyst til. Herunder droppe stavning og evnen til at skrive. Det passer jo ganske godt til det af tidens mantraer, som siger, at magt er urent. Og netop magt er de ikke-stavende ret sikre på ikke at komme i nærheden af.

Pressens selvforståelse

Efter fodboldlandsholdets ikke ret uheldige 3-2 sejr over Portugal i går havde de danske spillere besluttet at give sig selv mundkurv på i forhold til diverse mediers midlertidigt udsendte Lissabon-korrespondenter. Hvor længe den afbrudte talestrøm kommer til at vare, vides pt. ikke, men hvis du spørger mig, er det også henrivende ligegyldigt. For hvor vildt spændende er det at høre eller læse, hvad en flok udmattede fodboldspillere vælger at svare på en endnu større flok journalisternes sædvanligvis yderst intelligente spørgsmål? - Det er jo næppe helt tilfældigt, at de pågældende spillere har valgt at satse på en uddannelse i fodbold fremfor f.eks. i retorik, vel?
Hvad der derimod er nok så spændende, er mediernes reaktioner på tavsheden. Allerede umiddelbart efter kampen kunne man på TV opleve forargede fordømmelser fra pressefolk, som – tilsyneladende dybt seriøst – mente, at de og den øvrige presse 'repræsenterer befolkningen' og derfor har krav på, at spillerne stiller op til interviews.

Det er præcis her, tingene begynder at blive interessante. For hvem er det nu lige, pressen repræsenterer? For langt de fleste journalisters vedkommende repræsenterer de først og fremmest sig selv, dvs. deres eget brand. Karrieren skal jo plejes, bankrådgiveren holdes glad. Og med undtagelse af den gennem tvangs-licens finansierede mediemastodont DR repræsenterer pressen som sådan sgu´ da iskolde økonomiske interesser, nemlig forskellige grupper af aktionærer.

Det er der absolut intet forkert i, men hvorfor vil journalisterne ikke se det i øjnene? Hvorfor gemmer de sig bag fine ord som 'befolkningen' og 'offentligheden', når de på den ene side har valgt et erhverv, hvor personlig eksponering helt åbenlyst er en afgørende kvalitet, og på den anden side er hyret for at sælge deres arbejdsgiveres aviser, skaffe høje seertal (til bygerne af reklameblokke) henholdsvis få flest mulige læsere ind på de respektive web-sider (med de mange bannerreklamer)?
Nej, nej og tre gange nej! … Jeg kritiserer på ingen måde, at nogle journalister har et stort ego og elsker at være synlige. Heller ikke, at medierne tjener penge. Men jeg kritiserer pressens selvforståelse. For uanset hvor grundigt jeg kigger efter, kan jeg kun få øje på det ophøjede og uegennyttige i dens teoretiske rolle. Ikke i dens måde at agere på. Og som nævnt kan jeg end ikke skimte, at den skulle 'repræsentere befolkningen'.

Kvæler bloggene sig selv?

Blogs er den største demokratisering af ytringsfriheden, verden har oplevet. Jeg vil vove den påstand, at ikke engang good old Gutenberg betød så meget. Men blog-eksplosionen er også så ustyrlig, at successen virker helt uoverskuelig at finde rundt i. For eksempel er det kropumuligt at skelne skidt fra kanel, før man kommer ind på den enkelte blog. Den total-demokratiske kommunikationsform mangler i den grad en struktur, som gør det muligt for såvel bloggere som læsere at navigere bare forholdsvis præcis derhen, hvor indlæggenes emner og, ikke mindst, kvalitetsniveau svarer til ens interesser, ønsker og forventninger.

En af bloggenes helt store styrker er friheden for censur og storebror-redigering. Dermed kan ALLE komme til orde, og alle emner og ærinder er lige gode. Eller dårlige. Det er sgu´ da demokrati, der vil noget! Desværre er den anarkistiske frihed også bloggenes store problem, for hold da kæft hvor er der mange skribenter, som enten ikke er i stand til at udtrykke sig forståeligt eller ikke kan finde ud af at slå stavekontrollen til! For slet ikke at tale om blog-universets ufatteligt mange ekstremister og endnu flere obskure holdninger. I mine øjne er det allerværste dog de indlæg og kommentarer, der stinker langt væk af narcissisme og/eller ekshibitionisme, hvor indholdet er totalt underordnet i forhold til en selvfed nydelse ved at blive set. Det svarer alt for meget til at fise rundt og fylde byen med tags. Og hvem er de lige til glæde for, altså bortset fra de kvarthjerner, der vælter dem ud over bygninger, biler, busser, tog, togsæder osv.?

Jeg så meget gerne, at kvalitets-bloggene blev samlet et par steder eller tre på nettet. Jeg tør næsten ikke skrive det, men jeg ville faktisk være parat til at betale for at få adgang! Og jeg føler mig ret sikker på, at seriøse blog-indehavere ville betale for at få plads – de kunne jo f.eks. slippe en eller anden procent af deres annonceindtægter. Men det er naturligvis aldeles udemokratisk og kommercielt og alt muligt andet grimt. Til gengæld tror jeg, det er nødvendigt. Ellers er risikoen for et ufrivilligt blog-selvmord overhængende.

"Vi får se, hvordan det går..."

Jeg er en af DR2-nyhedsudsendelsen Deadlines gode og temmelig trofaste kunder. I løbet af en uges tid får jeg vel set aftenudgaven af programmet tre-fire gange, og da jeg ikke hører til planetens mest regelmæssige beboere, må det siges at være ganske pænt. For mig.
Der er to væsentlige årsager til min Deadline-sening. For det første ligger udsendelsen godt placeret i forhold til, hvad jeg ellers foretager mig i løbet af et gennemsnitsdøgn. For det andet irriterer indholdet mig jævnligt. Hvilket både er godt og skidt, for selv om det på den ene side kan få mig til at småbande og ryste på hovedet, får det mig på den anden side også til at være ekstra opmærksom. Og fanden skulle da stå i at bruge tid på noget, muligvis minus søvn, hvis man ikke var opmærksom!

Den opmærksomhedsskabende irritation kan dog antage mere hidsige former i løbet af en aften-Deadline. Det sker typisk, når værterne dykker ned i posen med standardreplikker. Eksemplerne er talrige, men blandt mine favoritaversioner føler jeg trang til at nævne ”Tak for din analyse” og ”Vi får se, hvordan det går...”
Det første lommeuldsudtryk benyttes, når samtalen med en gæst er forbi. Og er tydeligt et forsøg på at kvalificere den pågældendes udsagn – ja, hele personen, inklusiv uddannelse, karriere og faglige status. Anvendelsen af det helt igennem opblæste udtryk – der såmænd blot erstatter de mere dødelige nyhedsudsendelsers ”Tak, fordi du ville være med” eller ”Tak for din tid” – er samtidig redaktionens skulderklap til egne fortræffeligheder og en positionering af programmets høje intellektuelle niveau. I Deadline nedværdiger man sig ikke til at spørge, hvad folk mener eller kan fortælle om dette eller hint. Nej, man beder om deres ”analyse” af en ”problemstilling”!

Som nævnt er min anden Deadline-hadesætning ”Vi får se, hvordan det går...” Den adskiller sig markant fra ”Tak for din analyse” ved i næsten alle tilfælde at være 100% korrekt og ikke-værdiladet. For hvis noget er (forholdsvis) sikkert, er det vel, at vi finder ud af, hvad der ligger ude på fremtidens lager. Til gengæld er ”Vi får se, hvordan det går...” rendyrket hundesvømning for åben skærm. Sætningen har udelukkende til formål at holde situationen flydende, indtil det næste indslag kommer i gang. Og den kunne principielt erstattes af en hvilken som helst andet bevidstløshed. ”Klokken er nu 22:48” eller ”Det var så det...” eller ”Nå, vi må også videre” for blot at nævne et par lige så uangribelige og relevante sætninger. Man kunne også - uden at gå på kompromis med det mur- og nagelfast korrekte og ufarvede indhold - tilføre hundesvømningen en vis faktuel information, hvilket mange af Deadlines videnshungrende seere utvivlsomt ville være glade for. For eksempel ”I 2009 er det Påskesøndag den 12. april.” eller ”Den danske udgave af Roy Jenkins´ biografi om Winston Churchill er på 1.024 sider.” eller hvad med "Tidligere statsminister Anker Jørgensen var medlem af Københavns Borgerrepræsentation fra 1961 til 1964."?
Jeg tror nu ikke meget på, det sker. Selv om man selvfølgelig aldrig skal sige aldrig. …Vi får se, hvordan det går.