Så længe jeg kan skrive, er jeg i live

Bare for at være lidt arrogant-overskudsagtig havde jeg mest lyst til at lade overskriften være "Crisis? What Crisis?", titlen på Supertramps superalbum fra 1975. Men dels slider den internationale presse hårdt på udtrykket i disse dage, dels har de seneste uger, mere præcis siden slutningen af august, i den grad lugtet af krise ovre i mit hjørne af kommunikationsbranchen. Telefonen er blevet koldere og koldere, antallet af mails i indbakken kan uden problemer smutte i en barnestørrelse og harddiskens mappe med jobrettelser har en stabil, men rekordlav hvilepuls. Tilsammen udløser det, underligt nok, en ubehagelig stank...
Så en hel del peger på, at direktøren for DRRB får ret, når han i dag udtaler, at "Resten af 2008 kan blive lidt svært. 2009 kan man vel betegne som et rædeslsår, vi bare skal igennem." Også selv om hans formand forsøger at nedtone pessimismen ved bla. at sige: "Der er ingen grund til at male fanden på væggen endnu. Der er nok tale om, at det bliver nogle bestemte kundetyper og brancher, der bliver ramt."

Sandsynligvis, Mr. Chairman. Og så 'nogle bestemte mennesker i branchen'. Bl.a. – og sikkert især – freelancerne. Som jeg har den udelte glæde at være en af. For når diverse reklamebureauer allerede i september tager hul på fyringssæsonen, plejer det næste skridt at være, at man forsøger at fylde de tilbageværende medarbejderes kapacitet op ved at skære på køb udefra. Rimeligt nok, for hvorfor kaste kroner efter tilsyneladende ikke-eksisterende marginaler? Shareholder´s value, du ved.

Men hvad stiller de (vi!) yderste på pinden så op? I første omgang handler det nok mest om at undgå et falde i pengeinstitutternes, aktieinvestorernes og mediernes hysteri-grøft, som de så omhyggeligt og flittigt har gravet dybere og dybere i uge 40 og 41. Altså koncentrere sig om første del af formandens udtalelse. Og hvis stilheden fortsætter med den rædselsfulde rungen, som direktøren forudser, må vi finde supplerende områder og andre måder at arbejde på.
Selv oprettede jeg for eksempel denne blog, da jeg begyndte at mærke den mindre aktivitet. Næeh nej, man tjener hverken til husleje, pensionsindskud eller iskolde fadøl ved at blogge, men man får mulighed for at sprælle lidt mere i nettet, end de fleste job giver. Og det er bestemt en hel del værd. Jeg er også begyndt at skrive artikler og debatindlæg på lidt mere organiseret plan. Det er både sjovt og givende, bla. fordi det er en helt anden disciplin end at skrive kommercielt. Ganske vist er betalingen mere beskeden, men med en lettere omskrivning af den klassiske Crazy Daisy-linje ser jeg sådan på det, at så længe jeg kan skrive, er jeg i live.