Pressens selvforståelse

Efter fodboldlandsholdets ikke ret uheldige 3-2 sejr over Portugal i går havde de danske spillere besluttet at give sig selv mundkurv på i forhold til diverse mediers midlertidigt udsendte Lissabon-korrespondenter. Hvor længe den afbrudte talestrøm kommer til at vare, vides pt. ikke, men hvis du spørger mig, er det også henrivende ligegyldigt. For hvor vildt spændende er det at høre eller læse, hvad en flok udmattede fodboldspillere vælger at svare på en endnu større flok journalisternes sædvanligvis yderst intelligente spørgsmål? - Det er jo næppe helt tilfældigt, at de pågældende spillere har valgt at satse på en uddannelse i fodbold fremfor f.eks. i retorik, vel?
Hvad der derimod er nok så spændende, er mediernes reaktioner på tavsheden. Allerede umiddelbart efter kampen kunne man på TV opleve forargede fordømmelser fra pressefolk, som – tilsyneladende dybt seriøst – mente, at de og den øvrige presse 'repræsenterer befolkningen' og derfor har krav på, at spillerne stiller op til interviews.

Det er præcis her, tingene begynder at blive interessante. For hvem er det nu lige, pressen repræsenterer? For langt de fleste journalisters vedkommende repræsenterer de først og fremmest sig selv, dvs. deres eget brand. Karrieren skal jo plejes, bankrådgiveren holdes glad. Og med undtagelse af den gennem tvangs-licens finansierede mediemastodont DR repræsenterer pressen som sådan sgu´ da iskolde økonomiske interesser, nemlig forskellige grupper af aktionærer.

Det er der absolut intet forkert i, men hvorfor vil journalisterne ikke se det i øjnene? Hvorfor gemmer de sig bag fine ord som 'befolkningen' og 'offentligheden', når de på den ene side har valgt et erhverv, hvor personlig eksponering helt åbenlyst er en afgørende kvalitet, og på den anden side er hyret for at sælge deres arbejdsgiveres aviser, skaffe høje seertal (til bygerne af reklameblokke) henholdsvis få flest mulige læsere ind på de respektive web-sider (med de mange bannerreklamer)?
Nej, nej og tre gange nej! … Jeg kritiserer på ingen måde, at nogle journalister har et stort ego og elsker at være synlige. Heller ikke, at medierne tjener penge. Men jeg kritiserer pressens selvforståelse. For uanset hvor grundigt jeg kigger efter, kan jeg kun få øje på det ophøjede og uegennyttige i dens teoretiske rolle. Ikke i dens måde at agere på. Og som nævnt kan jeg end ikke skimte, at den skulle 'repræsentere befolkningen'.